Man kan nemt blive forledt til at tro, at livet på Jorden bliver værre og værre. Medierne fremhæver konstant den ene katastrofe efter den anden og kommer med frygtindgydende forudsigelser. Med en flom af jammer og elendighed om klimaændring og miljøet er det forståeligt, at mange – især de unge – oprigtigt tror, at verdens ende står for døren.
Kendsgerningen er, at mens der ganske vist er problemer, bliver verden rent faktisk bedre og bedre. Det er bare sjældent, vi hører om det.
Vi hører konstant om katastrofer, det være sig den seneste varmebølge, oversvømmelse, skovbrand eller storm. Men i virkeligheden viser data i overvældende grad, at folk i løbet af det seneste århundrede er blevet langt mindre truet af alle disse vejrbegivenheder. Faktisk blev der i 1920erne slået omkring en halv million mennesker ihjel af vejrkatastrofer, mens dødstallet over det seneste årti var omkring 18.000 i gennemsnit. I år ser det, ligesom i 2020 og 2021, ud til at blive endnu mindre. Hvorfor? Fordi folk bliver rigere og dermed mere modstandsdygtige.
Vejrfikserede nyhedsprogrammer på tv giver os alle indtryk af, at alle katastroferne bliver værre. Det gør de ikke. Omkring 1900 brændte cirka 4,5 procent af Jordens landområder hvert år. Over det seneste århundrede er dette blevet reduceret til cirka 3,2 procent. I de sidste to årtier har satellitter endda vist yderligere reduktioner – i 2021 var det kun 2,5 procent, der brændte. Dette er hovedsaligt sket, fordi rige samfund forebygger brand. Modeller viser, at menneskets tilpasningsevne på trods af klimaændring kommer til at betyde endnu færre brande ved århundredets udgang.
Og på trods af, hvad du måske har hørt om rekordhøje omkostninger forbundet med vejrkatastrofer (hovedsaligt fordi de mere velhavende bygger dyrere huse langs kysterne), er skadesomkostningerne på vej ned, ikke op, som en procent af BNP.
Det er ikke blot vejrkatastrofer, der bliver mindre og mindre ødelæggende på trods af de skrækindgydende forudsigelser. For et årti siden råbte miljøforkæmpere op om, at Australiens storslåede Great Barrier Reef var så godt som dødt, slået ihjel af blegning forårsaget af klimaændring. Der var ovenikøbet en dødsannonce i den britiske avis, The Guardian. I år afslørede forskerne, at to tredjedele af Great Barrier Reef har den største koraldækning, man har set, siden de begyndte at indsamle data i 1985. Disse gode nyheder fik kun en brøkdel af opmærksomheden.
Det er ikke længe siden, at miljøforkæmpere konstant brugte billeder af isbjørne til at fremhæve farerne ved klimaændring. Der var endda isbjørne i Al Gores rædselsvækkende film »En ubekvem sandhed«. Men i virkeligheden er antallet af isbjørne steget – fra et sted mellem fem og ti tusind isbjørne i 1960erne til omkring 26.000 i dag. Den nyhed hører vi ikke noget om, i stedet er forkæmperne bare lige så stille holdt op med at bruge isbjørne i deres kampagner.
Der er så mange dårlige nyheder, at vi sjældent tager os tid til at overveje, at livet ifølge de vigtigste indikatorer er begyndt at blive meget bedre. Menneskets forventede levetid er fordoblet over det seneste århundrede, fra 36 år i 1920 til over 72 år i dag. For 100 år siden levede tre fjerdedele af verdens befolkning i ekstrem fattigdom. I dag er det mindre end en tiendedel. Sammenlignet med i dag var der fire gange større risiko for, at det mest dødelige miljøproblem, luftforurening, ville slå folk ihjel i 1920, mest på grund af madlavning i fattige områder, hvor møg og træ blev brugt som brændsel og til opvarmning.
På trods af tilbageslag forbundet med covid-19 er menneskeheden blevet stadigt mere velhavende. Alligevel bliver de, der gerne vil male fanden på væggen, ved med at fortælle dig, at enden er nær. Det er fantastisk effektivt til deres pengeindsamling, men omkostningerne for samfundet er tårnhøje – vi tager elendige, dyre politiske beslutninger, og vores unger bliver skræmt fra sans og samling.
Vi ender også med at ignorere meget større problemer. Tænk bare på al den opmærksomhed, der gives til varmebølger. I USA og i mange andre dele af verden falder varmedødsfald faktisk, fordi adgangen til klimaanlæg hjælper meget mere, end stigende temperaturer skader. Men næsten alle steder dræber kulden lige så stille langt flere. I USA dør omkring 20.000 mennesker af varme, mens 170.000 dør af kulde – noget vi sjældent fokuserer på. Desuden stiger antallet af kuldedødsfald i USA, og vores uophørlige fokus på klimaændring gør tendensen endnu værre, fordi politikerne har introduceret grønne love, der gør energi dyrere, hvilket vil sige, at færre mennesker har råd til at holde sig varme. Manglende perspektiv betyder, at vores første fokus ikke er, hvor vi kan hjælpe mest.
I en endnu større sammenhæng får global opvarmning kendisser og politikere til at flyve verden rundt i private fly, så de kan give resten af os moralprædikener, mens vi bruger færre penge på problemer som hungersnød, smitsomme sygdomme og mangel på grundlæggende uddannelse. Hvornår har politikere og filmstjerner nogensinde sluttet sig sammen om noget vigtigt som for eksempel ormekure for børn?
Vi har brug for balance i nyhederne, men det betyder ikke, at vi skal ignorere global opvarmning – det er et reelt problem, der er forårsaget af menneskeheden. Vi skal bare bevare perspektivet. For at finde ud af, hvad vi kan forvente af en planet, der bliver varmere, kan vi se på de anslåede skader fra de økonomiske modeller fra Bidens and Obamas embedsperioder, der viser, at de samlede omkostninger forbundet med klimaændring på verdensplan – ikke blot for økonomier, men i alle sammenhænge – kommer til at svare til en reduktion i verdens BNP på under fire procent ved århundredets slutning.
Menneskeheden bliver mere velstående hver eneste dag. FN anslår, at gennemsnitsmennesket uden global opvarmning ville være 450 procent mere velstillet i 2100. Global opvarmning betyder, at folk i stedet bliver blot 434 procent rigere. Det er ikke katastrofalt.
Frygten for klimaændring giver folk livsforandrende angst. Det er meget muligt, at du ikke hører andet end dårlige nyheder, men det betyder ikke, at du hører hele historien.
Bjørn Lomborg er direktør for Copenhagen Consensus og adjungeret docent på Stanford Universitets Hoover Institution
